Anne Marie Carl-Nielsen
Uffe
Fakta
Gipsudkast til skulpturen Uffe, der blev opstillet i bronze i Kolding Bypark, 1932.
Motivet knytter an til sagnet om Uffe, den danske kongesøn, der trods en tilværelse i dovenskab vågnede op til dåd og med faderens sværd, Skræp, besejrede to modstandere i en holmgang, hvor riget stod på spil.
I et interview i Vore Damer, marts 1931, omtaler Anne Marie Carl-Nielsen værket som “Uffe den Tavse, der overvejer og ikke ler” (sandsynligvis i forbindelse med originalmodellen). Senere, d. 12.7.1943, forklarer hun fru Marius Nielsen om skulpturen: “Jeg havde tænkt i den at give et Udtryk for en Nordisk Mands Type lige som Grækerne gav det for en Græsk Type.”
Modellen til figuren var Frode Moesgaard, der studerede ved Landbohøjskolen og flere gange blev danmarksmester i kuglestød. Figuren har således en sammenhæng med Anne Marie Carl-Nielsens studier af sportsfigurer, som førte til en række statuetter og skulpturer i tidsrummet 1920-30.
Udkastet er udført i slutningen af 1920’erne. I kataloget til Anne Marie Carl-Nielsen 1863-1945. Retrospektiv udstilling er et værk med titlen Uffe dateret til 1927, mens et brev fra Carl Nielsen til Anne Marie Carl-Nielsen d. 25.6.1929 kunne tyde på, at hun først dette år har påbegyndt arbejdet med Uffe.
Statuette
Mål: højde 16.5 centimeter, bredde 6 centimeter, dybde 7 centimeter
Materiale: Gips
Museum Odense
AMCN/1984/1851
