1907-03-07

Wilmersdorf – Berlin
Motzstr. 51. am 12.3.07

Verehrte gnädige Frau,

es ist eine besondere Bitte, die mich veranlasst, gerade heute an Sie zu schreiben, und die ich an Sie richten möchte. Unmittelbar in diesen Tagen kommt Dr Rüdin, der Mitherausgeber des Ploetzschen Archivs für Rassen- und Gesellschaftsbiologie nach Kopenhagen, in einer besonderen Mission. Er wird sich erlauben, mit meiner Empfehlung Ihnen und Ihrem Herrn Gemahl in Bälde einen Besuch zu machen. Ich möchte Sie recht herzlich bitten, ihn freundlich aufzunehmen und namentlich durch weitere Empfehlungen zu unterstützen.  Leider hatte ich bei Ihrer letzten Anwesenheit hier in B. noch keine Autorisation, Ihnen // von gewissen Bestrebungen zu sprechen, die ein Kreis von Männern und Frauen in’s Leben gerufen hat. Sie wurzeln in der Rassenhygiene. Ich will mich nicht näher darüber verbreiten, weil ich hoffe, dass Sie Dr Rüdin Gelegenheit geben, Ihnen eine ausführliche Auseinandersetzung zu geben. Sie macht sich mündlich viel einfacher. Nur soviel, dass ausser Dr Ploetz und mir Rüdin in der Linie an der Begründung seines rassenhygienischen Gesellschaft beteiligt ist. Wir haben seit über einen Jahr in aller Stille und Verschwiegenheit das Programm ausgearbeitet und vorläufig nur eine kleine Anzahl auserlesener Menschen in Deutschland, der Schweiz und Österreich eingeweiht und gewonnen. Jetzt soll nur noch dem inneren Ausbau die breite, internationale Propaganda beginnen, bei // der uns zunächst vor allem daran liegt, eine Reihe der besten Dänen und Skandinavier zu gewinnen. Die Zur Durchführung dieser Aufgabe schicken wir Dr Rüdin jetzt nach dem Norden. Dr Ploetz selbst wird nach Holland, England, Amerika reisen, ich selbst für meine Person habe mir, meinen schwachen Kräften angemessen, Österreich vorbehalten, wo mich namentlich Frau Dr Morawitz unterstützen wird. Ich So viel zu Ihrer allgemeinen Orientierung, alles Nähere hören Sie von Rüdin. Ich würde mich herzlichst freuen, wenn er Sie selbst und Ihren Gemahl gewinnen würde. Über mich lässt sich nicht viel Gutes beizufügen. Meine Neurasthenie plagt mich noch heftig, sie kann eben günstigenfalls in Jahren gebannt werden. Aber ich nehme // mich nach Kräften zusammen und arbeite, in dem ich ein ganz zurückgezogenes, möglichst einsames Leben führe. Prof. Sieglin ist hoffnungslos krank und wird wieder ganz von mir vertreten. Wir sind nun auch übereingekommen, dass ich im Laufe der Jahre all seine angefangenen und kaum zur Hälfte ausgeführten Arbeiten vollende. Die Wissenschaft der historischen Geographie steht nun ganz auf mir allein. Es könnte eigentlich alles sehr gut sein, wenn Frau Dr Morawitz Ihr Leben mit dem meinen vereinigen wollte. Sie hat mich sehr lieb, aber die Hemmungen und negativen Kräfte in ihr sind zu stark, als dass sie je diesem Gefühl zu weit tragenden Schritten nachgeben könnte. So lebt und praktiziert sie in Wien und ich sitze hier – beide im Grunde unendlich vereinsamt. Ich empfinde ja tief und oft mit stillem Glück, wieviel besser ein einsames, in sich gekehrtes, weltenfernes Leben ist. Aber die Gedanken an den anderen machen es doch manchmal bitter und in Sehnsucht unruhevoll. Aber ich will tapfer meine einsame Strasse weiterziehen, nicht klagen und arbeiten. // [forneden på første side:] Wie geht es Ihnen? Sind Sie wohl, arbeiten Sie fleissig und haben Sie Freude? Ach, schreiben Sie mir doch einmal! Herzlichste Grüsse in Treue
					           Ihr Max Kiessling. 

Oversættelse:

Wilmersdorf – Berlin
Motzstr. 51, den 12. marts 2007

Kære fru,

det er en særlig anmodning, der får mig til at skrive til Dem netop i dag, og som jeg gerne vil rette til Dem.
I disse dage ankommer dr. Rüdin, medredaktør af Ploetz’ arkiv for race- og samfundsbiologi, til København på et særligt mission. Han vil tillade sig at aflægge Dem og Deres ægtemand et besøg i nærmeste fremtid med min anbefaling. Jeg vil meget gerne bede Dem om at tage imod ham venligt og især støtte ham med yderligere anbefalinger.
Desværre havde jeg ved Deres sidste besøg her i B. endnu ikke tilladelse til at tale med Dem // om visse bestræbelser, som en kreds af mænd og kvinder har sat i værk. De har rod i racehygiejnen. Jeg vil ikke udbrede mig nærmere om det, fordi jeg håber, at De vil give dr. Rüdin lejlighed til at give Dem en udførlig redegørelse. Det er meget nemmere at gøre mundtligt.
Kun så meget, at ud over dr. Ploetz og mig er Rüdin medvirkende til grundlæggelsen af hans racehygiejniske forening. Vi har i over et år i al stilhed og fortrolighed udarbejdet programmet og foreløbig kun indviet og vundet et lille antal udvalgte mennesker i Tyskland, Schweiz og Østrig. Nu skal den brede, internationale propaganda, der skal understøtte den interne udbygning, først og fremmest tage fat, // hvor det for os i første omgang er af største betydning at vinde en række af de bedste danskere og skandinaver for sagen. Til gennemførelsen af denne opgave sender vi nu dr. Rüdin mod nord. Dr. Ploetz selv vil rejse til Holland, England og Amerika, mens jeg personligt – i overensstemmelse med mine begrænsede kræfter – har forbeholdt mig Østrig, hvor især fru dr. Morawitz vil støtte mig.
Så meget om den generelle orientering; alle nærmere detaljer vil De høre fra Rüdin. Det ville glæde mig meget, hvis han kunne vinde Dem selv og Deres ægtemand for sagen.
Om mig selv er der ikke meget positivt at tilføje. Min neurastheni plager mig stadig voldsomt; den kan i bedste fald først overvindes om flere år. Men jeg samler mig // efter bedste evne og arbejder, idet jeg fører et helt tilbagetrukket og så ensomt liv som muligt. Prof. Sieglin er håbløst syg og vil igen blive fuldt ud erstattet af mig. Vi er nu også blevet enige om, at jeg i løbet af årene skal færdiggøre alle hans påbegyndte og knap halvvejs udførte arbejder. Den historiske geografi hviler nu helt og alene på mine skuldre.
Det hele kunne egentlig være meget godt, hvis fru dr. Morawitz ønskede at forene sit liv med mit. Hun holder meget af mig, men hendes hæmninger og negative kræfter er for stærke til, at hun nogensinde kunne give efter for denne følelse og tage skridt, der går for vidt. Således lever og arbejder hun i Wien, og jeg sidder her – begge i bund og grund uendeligt ensomme. Jeg føler jo dybt og ofte med stille lykke, hvor meget bedre et ensomt, indadvendt og verdensfjernt liv er. Men tankerne på den anden gør det alligevel nogle gange bittert og fyldt med rastløs længsel. Men jeg vil tappert fortsætte ad min ensomme vej, ikke klage og arbejde. // [nederst på første side:] Hvordan har De det? Har De det godt, arbejder De flittigt, og har De glæde? Åh, skriv da til mig en gang! De hjerteligste hilsener i trofasthed
Deres Max Kiessling.