Menu

Anne Marie Carl-Nielsen

1918-03-17

Transskription

1918 03 07 Helvig Kinch til AMCN

Transskription ved Birgit Christensen, marts 2026

7 – 3 – 1918.

Kære Fru Carl-Nielsen!

Det var kedeligt, at baade De og Agnes Lunn ikke kunde komme til Mødet igaar, vi gennemgik forskellige Sager og talte tilsidst om de Ubehageligheder, vi har haft udefra efter sidste Valg. Først forelagde jeg Regnskabet fra Kroquisskolen, der altsaa slutter med denne Maaneds Udgang; derefter aftalte vi, at Ebba Carstensen paa Efteraarsudstillingens Møde i Morgen foreslaar de af os opstillede Kandidater og derefter bestemte vi i Begyndelsen af // April at samle Medlemmerne til en Aften med Foredrag. De fleste ønskede et teknisk Foredrag, og vi kan maaske fra [!] Professer [!] Meyer til at holde et om Malerteknik, som han har holdt i 18 Nov. Hvis det er kort, kan vi maaske bagefter faa Fru Hawell til at vise Lysbilleder fra Indien, hun har en udmærket Samling.

Vi kan faa gode Lokaler hos Gregersens, større Sal og mindre Stuer til Thedrik bagefter.

Endelig talte vi om Valgene, jeg har haft Ærgrelser af det bagefter, og maa desværre tilskrive mig selv en Del af Skylden. Havde det store Møde blot ikke været akkurat // Dagen før, saa havde vi i Ro kunnet udsende Kort, og havde jeg blot sørget for, at Kort laa fuldt færdige til Afsendelse, saa kunde vi have delt dem mellem os og faaet dem ud. Nu satte vi det i Avisen, og det er regnet ned over mig i den Anledning. Jeg indser, at Afstemningen om Billedhuggerne ikke var parlamentarisk, idet det er alle os, som ikke er stemmeberettigede, der afgjorde Valget, det kan vi gøre inden for Foreningen, men at offentliggøre Resultatet, saa at andre maa tro, det er Billedhuggernes Mening inden K.K.S har ikke været rigtigt. Det er en Skam, at Billedhuggerne slet ikke // kom den Aften, kun Borch og maaske Flora Jacobsen. Jeg kender ikke de forskellige Kliquer blandt Billedhuggerne og det Blod, der er imellem dem, men havde personlig gærne villet hjælpe Charlottenborgen. Billedhuggeren, som Borch bad om, hun sagde mig, at hun ikke vilde udstille i Aar, fordi hun ikke vilde censoreres af Richard Magnussen.

Jeg har været ked af det, de parlamentariske Fejl falder paa min Ryg, som for resten er bred nok til at bære dem. Vi har tilfredsstillet de ethiske Fordringer, men traadt de parlamentariske Forskrifter under Fødder og det gaar ikke udadtil, indadtil kan man // gøre, hvad man vil.

Jeg vilde ønske, at vor Jurist havde lidt mere Ben i Næsen.

Nu kommer Solen saa dejligt, at jeg vil gaa en Tur med Gunild, det er saa dejligt at vide, at det nu er Foraar eller at det kommer meget snart, igaar stod Vintergække og Erantis i Blomst, da jeg gik gennem Frederiksberghave; jeg er netop nu blevet færdig i Elefanthuset i zoologisk Have, hvor jeg har arbejdet det meste af et Par Maaneder. Jeg har forsøgt at fange den gamle hendøende ”Sjang” i sin ærværdige Alderdom.

I disse Dage gaar jeg lidt i // Kattepine for 4 Billeder, jeg har indsendt især et, der er solgt, det maatte nødig kasseres. Nu har jeg et Par Tegninger, jeg skal gøre og saa gaar jeg maaske igen ud i Ridehuset. Jeg glæder mig til en Dag at komme ud i Deres Atelier, naar det passer Dem, maaske ses vi ogsaa paa Fred Kroquisskolen, det er sandt. Astrid Holm sagde, at paa Fredag skulde de have en Kineser til Model.

Tak for Koncerten forleden Aften, det var en meget smuk Sonate, som jeg skal passe paa og høre den igen en anden Gang.

Mange Hilsener!

Deres altid hengivne

       gamle Græker Helvig Kinch. 

Fakta

PDF
Brev