Anne Marie Carl-Nielsen
1899-09-27
Transskription
Vytina d. 27/9 – 99
Kjære fru Carl-Nielsen!
Det har længe været min Hensigt at skrive til Dem, det er saamænd heller ikke, fordi jeg saa let glemmer mine Venner, men jeg ved ikke, hvorledes det er i dette Land, hvor Valgsproget er: det gjør ikke noget der er Tid nok, bliver man let smittet og forfalder til den her gængse Dovenskab. Man bestiller intet og derfor er det umuligt at overkomme noget som helst; Vytina er tilmed et rædsomt Sted, det er først rigtig gaaet op for mig iaar og jeg beundrer Astrid, som har holdt det ud saa længe. –
De ved jo nok, at Moder var saa uheldig at miste sin Kuffert i Tyskland, det er i høj Grad vanskeligt at faa den udleveret og vi // har to Gange telegrafisk ansøgt Ministeriet om at befale Toldvæsenet at udlevere den; i 10 Dage har en af Aages Skovfogeder opholdt sig i Navplia for at faa fat i den. – Jeg hentede Moder i Patras, det er nemlig ikke helt let at klare sig i dette Land uden Kjendskab til Sproget; heldigvis fik jeg ved samme Lejlighed lavet mig den nydeligste lille Rundrejse / den gjaldt egentlig den lille Ø Poros, det mest idylliske Sted paa denne Jord; jeg tog over Navplia for derfra at gaa med Skib, men som det ofte gaar i dette Land var det Helligdag og det regelmæssige Skib gik pludselig et andet Sted hen den Aften, selvfølgelig uden at det i Forvejen var averteret. Det var en Skuffelse, hvad var at gjøre, jeg drak mig en Mastika og gik op paa // Bjærget Palamidhi. Oppe paa Toppen findes en gammel Fæstning dels bygget af Venetianere og Tyrkere; den gjaldt for uindtagelig, men en stormfuld Uvejrsnat under den græske Frihedskrig, medens Tyrkerne holdt Fest, lykkedes det nogle faa modige Grækere at overrumple og indtage Fæstningen, nu benyttes den til Fængsel for de farligste, dødsdømte Forbrydere. Der findes to Gaarde omgivne af 4 Meter høje Mure, der spadserer Forbryderne frit omkring, løse selvfølgelig og oppe fra Muren kan man se dem og afkjøbe forskjellige Smaating, som forfærdiges derinde. Da jeg havde Tiden for mig, syntes jeg ikke godt, jeg kunde nøjes med saaledes at iagttage Fangerne paa Afstand og det lykkedes mig virkelig at overtale Kaptejnen til at lade mig komme ned imel- // lem dem, det var overordentlig interessant, men forfærdeligt at man lader Mennesker leve paa den Maade; der var blandt andre en Fange som i 5 Aar havde ventet paa sin Dødsdoms Fuldbyrdelse, han saa saa forfærdelig forpint ud. Vand findes ikke oppe paa Bjærget hele Sommeren, der bliver saa aldrig gjort rent, da det er uoverkommeligt at bringe mere derop end de bruge til at drikke og Madlavning; men lige saa modbydeligt som der er inde hos Fangerne lige saa dejligt er der uden for. – En Kjøretur til Tirins, en dejlig Sejltur til Poros forbi Hydra og Spetsia, to idylliske Dage derovre, en Middag ved gamle Faleron med en engelsk Veninde og saa afsted til Patras, det var min lille Udflugt. – Men da jeg kom tilbage til Vytina, var den lille Portrætbuste af Johanne tørret // og næsten sprængt, man havde lovet mig at holde den fugtig, men da jeg var borte tænkte ingen mere paa mit Arbejde; nu har jeg faaet den arbejdet op igjen, men jeg kan ikke fuldføre den i Leret, jeg har skrevet om Gibs fra Athen for længere Tid siden, det kommer naturligvis ikke. Kom engang herned og se hvormeget man kan ”enerjise”; dog skal jeg nok ”enerjise” for at skaffe nogle ægte græske Melodier til Deres Mand, jeg tror det maa kunne interessere ham at se, hvorledes det ser ud, meget belærende er de vist ikke, navnlig ikke med Hensyn til Instrumentationen, hvis man kan tale om en saadan; som Regel akkompagneres Melodien af Trom- // me og en karakteristisk Prøve paa den Slags Musik besidder jeg alt.
Nu er der jo ikke saa længe til, at vi skulle mødes i Italien, jeg glæder mig meget dertil og haaber vi maa finde hinanden. Om 10 Dage tage vi fra Vytina og blive derefter 14 Dage i Athen vor Adresse er: Kapt. Rahbek Athines; derefter tage vi til Olympia to Dage og saa directe Neapel 2 Dage. Breve træffe os lettest til vor Adresse i Athen, derefter poste-restante Rom og Florents. Vil De søge os i Rom er det Rosadas Pension via Aurora, i Florents Casa Nardini, videre kan jeg ikke opgive, men hvad tænker De at foretage og hvor skulle vi søge Dem?
Mange Hilsner til Deres Mand Deres Børn og Dem selv fra Moder og Deres hengivne
Ingrid Kjær